Gå til hovedindhold
Pressemeddelelse

Gå på arkivjagt på begge sider af grænsen

Et nyt projekt støttet med midler fra Interreg Deutschland-Danmark - Den Europæiske Union skal give borgerne indsigt og hjælp til at gå på arkivjagt på begge sider af grænsen.

05. nov. 2024

Indhold

    Mange oplever f.eks. i slægtsforskningsarbejde at støde på en barriere, når undersøgelserne fører én over på den anden side af den dansk-tyske grænse. Det skyldes ofte sproglige barrierer, men også strukturelle forskelle i opbygningen af arkivvæsenet. Det nye projekt med titlen: ”Arkiver på begge sider af grænsen – relevans, udfordringer og samarbejde” skal være med til at afhjælpe denne barriere.

    ”Grænselandet Sønderjylland-Slesvig har som bekendt tidligere været en samlet enhed og derfor er det også vigtigt, at borgere nord og syd for den nuværende grænse kan få hjælp til at få endnu mere viden om vores fælles fortid”, siger arkivar fra Historie Haderslev, Sidsel von Qualen. Historie Haderslev er leadpartner på projektet sammen med de to tyske projektpartnere Flensburger Stadtarchiv og Kreis- und Stadtarchiv des Kreises Schleswig-Flensburg und der Stadt Schleswig. Udover de tre projektpartnere vil flere andre arkiver i regionen deltage i projektet.

    Arkivernes medarbejdere og frivillige i både Danmark og Tyskland besidder en stor og unik viden om lokalhistorien i vores område. Igennem projektet får medarbejdere, frivillige og andre interesserede mulighed for at udveksle erfaringer og lære af hinanden ved en række netværksmøder med arkivrelevante emner. Disse netværksmøder skal være med til at ruste arkivmedarbejderne til at støtte borgerne i grænseoverskridende arkivsøgninger.

    Borgerne får gennem en række åbne foredrag mulighed for at få indblik i arkivarbejdet, og hvorfor det også kan være spændende for lige netop dem at dykke ned i vores fælles, regionale historie. Alle foredragene er åbne for alle og gratis at deltage i.

    Et tredje ben i projektet er et projekt omkring søgeordsoptimering, der skal gøre det nemmere for borgerne at søge og finde oplysninger i nabolandets arkiver. Således at den indledende sproglige barriere nemmere kan overvindes.

    ”Vi glæder os meget til at opstarte projektet, idet vi mener, at vi gennem projektet kan få endnu mere viden og forståelse for vores fælles fortid”, afslutter arkivar Sidsel von Qualen.

    Projektet indledes med et åbningsarrangement hos Historie Haderslev den 20. november 2024. Her vil projektet blive præsenteret og der vil være mulighed for at besøge Historie Haderslevs to museer: Ehlers Samlingen og von Oberbergs hus.

    Man kan læse mere om projektet og de kommende arrangementer på www.historiehaderslev.dk