Kontakt
Børge Koch
Telefon: 61 15 42 03
E-mail: boko@haderslev.dk
Mads Skau
Telefon: 40 78 14 75
E-mail: mskau@haderslev.dk
Signe Balling,
Telefon: +45 40 70 37 79
Ny havnebygning på Aarø, natursti, formidling og fugletårn, samt parkering og formidling i Aarøsund. Det er nogle af de ting, der skal skabe sammenhæng og nye naturoplevelser på Aarø. Med en stor støtte fra Nordea-fonden på 8.619.988 kroner kan udviklingsplanen Aarø Naturø nu blive til virkelighed.
Aarø har fået en stor håndsrækning. Det er Haderslev Kommune, der har søgt om midler til at realisere udviklingsplanen Aarø Naturø. Planen skal fremtidssikre øen som levested og turistmål samtidig med at den unikke natur på øen får plads. Og nu kan planen realiseres, for Nordea-fonden har givet 8.619.988 kroner til planen og Haderslev Kommunalbestyrelse har afsat godt 9 millioner kroner til projektet på seneste budget.
”Jeg er utroligt glad for, at vi med Nordea-fondens støtte kan realisere projektet på Aarø. Aarø Naturø vil være med til at sikre det gode liv og fremme turismen på Aarø og dermed også andre steder i Haderslev Kommune, og samtidig giver planen plads til endnu mere af den i forvejen skønne natur på Aarø”, siger borgmester i Haderslev Kommune, Mads Skau.
Indsatserne i udviklingsplanen foregår både i Aarøsund og på Aarø. Tanken bag er nemlig at binde de to samfund endnu tættere sammen for at skabe en helstøbt oplevelse, og styrke samarbejdet på tværs af sundet.
”Turen til Aarø starter jo som bekendt i Aarøsund. Så allerede her vil vi gerne give en oplevelse af, man er på vej til Aarø Naturø, som også kan opleves fra landsiden. Her kommer der formidling og så skal vi have skabt bedre parkering, så vi motiverer besøgende til at lade bilen stå og bevæge sig på cykel eller til fods på øen”, siger Børge Koch, der er formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune.
Nordea-fonden ser frem til at samarbejde med Haderslev Kommune om at realisere udviklingsplanen
”Livet på småøerne i Danmark er noget ganske særligt. Det ved beboerne selvfølgelig og besøgstallene stiger også stødt. Derfor er vi meget glade for at bidrage til, at Aarø nu kan bygge en ankomstbygning og udvikle den rekreative infrastruktur på øen, så endnu flere kan opleve og nyde den unikke natur. Vi glæder os til at følge udviklingen og besøge en af Danmarks naturperler,” udtaler Nordea-fondens uddelingschef Christine Paludan-Müller.
Aarøsund har et meget aktivt lokalsamfund og et badehotel, der er under restaurering, en dejlig strand, lystbådehavn og en havnepromenade med udsigt over Lillebælt.
Også på Aarø finder man et rigt foreningsliv, der har været med til at sikre øens fremgang som et levende og aktivt lokalsamfund de seneste 10 år. Udviklingsplanen skal være med til at sikre, at det fremover er en god og stor oplevelse at besøge øen som turist samtidig med, det er et godt sted at leve for de 144 beboere.
Naturen er øens helt store force, og det fine landskab spænder fra strandenge til skovområder. På strandengene på øens vest- og østside findes forskellige sjældne plantearter og insekter, ligesom Aarø er hjemsted for et 30 hektar stort fuglereservat, Aarø Kalv, hvor man kan opleve øens rige og spændende dyreliv.
Med realiseringen af udviklingsplanen bindes de to lokalsamfund stærkere sammen gennem bygninger, vejvisning og aktiviteter. Projektet er udsprunget af den strategisk-fysisk udviklingsplan for Aarø som er udviklet i samarbejde med de lokale aktører, Dansk Kyst- og Naturturisme og LAG Småøerne.
Udviklingsplanen for Aarø Naturø finder man på Haderslev Kommunes hjemmeside. Den indeholder en række tiltag, der skal realiseres i Aaøsund og på Aarø.
Haderslev Kommune starter projektet op i begyndelsen af 2025 og forventer at hele udviklingsplanen er realiseret med udgangen af 2027.
Punkter i udviklingsplanen Aarø Naturø:
Projektets samlede budget er på 19.298.473,00 kr. hvoraf Nordea-fonden har doneret 8.619.988 kroner og Haderslev Kommune finansierer resten.
Haderslev Kommune har i budgetforliget 2024-27 afsat midler til udvikling på Aarø, der kan anvendes til at realisere projektet.
Telefon: 61 15 42 03
E-mail: boko@haderslev.dk
Telefon: 40 78 14 75
E-mail: mskau@haderslev.dk
Telefon: +45 40 70 37 79