Gå til hovedindhold

Ny direktør for Social og Sundhed bliver Trine Kragelund Jensen

Haderslev Kommune har fundet en ny direktør for Social og Sundhedsforvaltningen. Det bliver den 47-årige Trine Kragelund Jensen, der kommer fra et job som stabs- og økonomichef på velfærdsområdet i Vejle Kommune.

30. sep. 2024

Indhold

    Det er en person med stort kendskab til Haderslev Kommune, der 1. november sætter sig i direktørstolen for forvaltningen Social og Sundhed. Trine Kragelund har boet i Haderslev i 22 år.

    ”Der er en DNA i Haderslev, der er særlig, og som er gennemsyret af, at man vil hinanden,” siger Trine Kragelund Jensen.

    Hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet som direktør, og peger især på helhedsvinklen i arbejdet med velfærden:

    ”Der er mange gode takter på området i Haderslev Kommune. Velfærd og økonomi skal gå hånd i hånd, og det kan jeg se, der er lagt en række gode spor ud for, som er oplagte at forfølge. Jeg glæder mig meget til samarbejdet,” siger hun.

    Glad for de brede kompetencer  

    Trine Kragelund kommer fra en stilling som stabs- og økonomichef på velfærdsområdet i Vejle Kommune, og bringer kompetencer med sig, som passer godt ind i stillingen, mener borgmester Mads Skau:

    ”Trine har en bred erfaring, godt kendskab til fagområdet og en solid politisk forståelse. Hun bliver en sikker hånd på rattet i stillingen – og så gør det ikke noget, at Trine har en lokal forankring, ” siger han.

    Direktøren for Social og Sundhed kommer til at betjene to politiske udvalg. For formand for Social- og handicapudvalget, Lene Bitsch Bierbaum, har det været vigtigt med en direktør, der har flair for det menneskelige aspekt:

    ”Hun er virkelig dygtig fagligt, og så har hun en stærk force ved at evne at have meget nærvær og god energi. Det er utrolig vigtigt, for det er et område, hvor alt jo har med mennesker at gøre – og nogle gange også sårbare mennesker,” siger Lene Bitsch Bierbaum.

    Hun bakkes op af Lone Ravn, næstformand i Senior- og Sundhedsudvalget, der mener, at ansættelsesudvalget i Trine Kragelund Jensen har fundet det helt rigtige match.

    ”Hun har de rette kompetencer. Og så synes jeg, fra første gang, jeg mødte hende, at hun havde energi og overskud. Hun er behagelig at være omkring. Hun kommer til at passe godt ind i Haderslev Kommune,” siger Lone Ravn. 

    Rette kandidat til bredt sammensat forvaltning

    Trine Kragelund Jensen blev ansat ud af et stærkt felt på 12 ansøgere, og for kommunaldirektør Peter Karm har der ikke været nogen tvivl om, at valget måtte falde på hende:

    ”Hun er kompetent og fagligt stærk, samtidig med, at hun har et godt blik for, at et godt og tillidsfuldt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere er det, der skal til, for at lykkes med de mange vigtige opgaver som Social og Sundhedsforvaltningen varetager. Jeg er meget glad for, at Trine valgte at takke ja til tilbuddet om ansættelse,” siger han.

    Peter Karm, kommunaldirektør
    Kommunaldirektør

    Peter Karm

    Telefon: 21 24 17 44

    E-mail: karm@haderslev.dk