Afløsning og aflastning
Som forældre til et barn med et handicap eller en funktionsnedsættelse, har I mulighed for at søge om afløsning i hjemmet eller aflastning udenfor hjemmet. Læs mere om, hvad afløsning og aflastning er og hvilke betingelser I skal opfylde for at få hjælp.
Selvbetjening: Søg om afløsning eller aflastning
Ofte stillede spørgsmål
Hvis I som forældre selv passer jeres barn med handicap i hjemmet, kan I søge om afløsning, hvor en anden person passer jeres barn i hjemmet i et afgrænset antal timer. På den måde kan I få et pusterum eller tid til jeres andre børn.
Ved afløsning i hjemmet ansætter vi (Haderslev Kommune) en person, som kan passe jeres barn. Som forældre har I mulighed for at pege på en person, som kan varetage pasningen, men det er Haderslev Kommune, som skal godkende vedkommende ligesom det også er Haderslev Kommunes ansvar at indhente børne- og straffeattest.
Hvis I ikke selv kan pege på en person, som kan varetage opgaven, hjælper vi jer med at finde en person, som kan passe jeres barn.
Afløsning i hjemmet bevilges efter §84 i serviceloven og gives til forældre til et barn eller en ung under 18 år, der har behov for pleje på grund af fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse.
Et barn med handicap har tit et stort behov for støtte og hjælp i hverdagen, og som familie har I også brug for tid sammen med fx søskende. Derfor har I som familie mulighed for at få aflastning til jeres barn.
Aflastning vil typisk foregå i en plejefamilie, på et opholdssted eller i en døgninstitution.
Der findes særlige regler om afløsning i hjemmet og aflastning udenfor hjemmet for dig, der passer et barn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Aflastning udenfor hjemmet eller afløsning i hjemmet kan tilbydes efter disse regler, hvis Haderslev Kommune efter en konkret og individuel vurdering vurderer, at du opfylder betingelserne for hjælp.
I vurderingen indgår blandt andet:
- omfanget af forældrenes og søskendes behov for afløsning eller aflastning
- behovet for afløsning eller aflastning skal være opstået alene på baggrund af barnets funktionsnedsættelse
- aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie
I forbindelse med sagsbehandlingen af din ansøgning om afløsning eller aflastning, vil Haderslev Kommunes rådgiver blandt andet spørge til:
- Hvad formålet med aflastningen er?
- Hvordan jeres hverdag ser ud? Herunder tidspunkter for barnets og eventuelle søskendes skole-/dagtilbud og forældrenes/samleverens arbejdstider mv.
- Samværsfordelingen for ikke-samboende forældre
- Om behovet for aflastning kan imødekommes på anden vis? Fx ved at barnet/den unge i højere grad benytter sig af dagtilbud, skole, skolefritidsordning (SFO) eller klubtilbud
- Om du har netværk, der kan aflaste dig i større eller mindre grad?
Aflastning for børn skal tilbydes efter servicelovens § 84, stk. 1, jf. Barnets Lov §90, når behovet for aflastning er opstået alene på grund af barnets funktionsnedsættelse, og når aflastningen sker af hensyn til den øvrige familie.
Er der tale om et behov for aflastning på grund af barnets særlige behov for støtte, skal støtteopholdet finde sted efter Barnets Lov §32, stk. 1, nr. 7.