Når din kloak skal separeres
Separatkloakering eller kloakseparering betyder, at regnvandet og spildevandet skilles ad og løber i hver sin ledning. Spildevandet løber fortsat til et renseanlæg, hvorimod regnvandet løber direkte til vandløb, søer eller havet.
Hvad betyder det for dig?
Separatkloakering har betydning for dig som grundejer, da du selv skal betale for kloakarbejdet på din egen grund.
Ofte stillede spørgsmål
- Der sker ikke udledning af urenset spildevand. Det vil sige, at vi forbedrer miljøet i vandløb, søer og havet, og at der ikke opstår uhygiejniske forhold.
- Renseanlæggene renser mere effektiv, fordi de ikke belastes med regnvand.
- Vi undgår, at kældre og veje oversvømmes af en blanding af regnvand og spildevand
Som hovedregel lægger forsyningsselskabet to nye stikledninger frem til den enkelte grund. Herefter skal du som grundejer adskille regn- og spildevand på din egen grund og tilkoble til henholdsvis regnvandsledningen og spildevandsledningen. Du skal få en autoriseret kloakmester til at udføre dette arbejde.
Du vil som grundejer få besked fra kommunen i god tid, før du skal tilslutte din kloak til de nye ledninger. Som hovedregel vil du få et år til at gennemføre arbejdet.
Forsyningsselskabet betaler samtlige udgifter til fornyelse af de offentlige ledninger samt stikledninger frem til grundgrænsen (skellet).
Som grundejer er du forpligtet at betale for udgifterne til ændringen af kloak systemet på din grund og for at koble dig til de offentlige ledninger.
Du skal ikke betale et nyt tilslutningsbidrag. Dette bidrag, skal man kun betale første gang, huset skal tilsluttes det offentlige kloaksystem. Din udgift er udelukkende omkostningerne til kloakmesteren og ingen gebyr til hverken kommunen eller forsyningsselskabet.
I tiden frem til midten af 70'erne blev kloakkerne typisk anlagt som fællessystemer. Det betyder, at spildevandet og regnvandet fra tage og veje løber i den samme ledning.
Denne kloakeringsform har den ulempe, at der under regnvejr kan komme overbelastninger af ledninger og renseanlæg. Dette medfører ofte, at der udledes en blanding af regnvand og urenset spildevand til vandløb, søer eller havet.
Udledningerne giver ofte anledning til miljøproblemer og kan medføre uhygiejniske forhold. Det kan også ske, at kældere og veje oversvømmes med en blanding af regnvand og spildevand.