Vielse og ægteskab
Hvis I gerne vil giftes, skal I søge om at blive gift. Det gør I ved at udfylde en ægteskabserklæring digitalt. I bestemmer selv, om I ønsker en borgerlig vielse på rådhuset eller en kirkelig vielse.
Vielse på rådhuset
Hvis I gerne vil giftes på Rådhuset i Haderslev, kan vi tilbyde jer at blive gift på følgende tidspunkter:
- Fredag kl. 10-12
- Lørdag kl. 10-12
Fredage kan vi stille vidner til rådighed, men på lørdage skal I selv medbringe vidner.
For at bestille tid til vielse, skal I udfylde ægteskabserklæringen nedenfor.
Alle vielser finder sted ved indgang B.
Vielse uden for rådhuset
Vielser uden for rådhuset koster et gebyr på kr. 550 + kørsel. Alle vielser skal aftales med Borgerservice. I kan kontakte Borgerservice på telefon: 74 34 34 34 eller send en sikker mail til Borgerservice.
Vielse i kirke
Vil I vies i kirken, skal I kontakte kirken. I skal også udfylde en ægteskabserklæring. Ægteskabserklæringen bliver automatisk sendt til os. Når vi har godkendt den, sender vi derefter en prøvelsesattest til præsten. Detaljerne omkring vielsen skal I aftale med præsten.
Selvbetjening: Ægteskabserklæring
Når I vil giftes, skal I udfylde en ægteskabserklæring. Det gælder både for vielser i kirken og på rådhuset.
Du får brug for:
- MitID
- Har du været udenlandsk gift før, skal du have en kopi af skilsmissebevilling/-dom
- Hvis du bor i udlandet, skal du have en civilstandsattest fra udlandet
- Hvis du er nordisk statsborger, skal du have en kopi af dit pas
- Er du ikke-nordisk statsborger, skal du have kopi af opholdstilladelse/EU-opholdstilladelse og kopi af pas
Betingelser for ægteskab
For at blive gift skal I opfylde en række generelle betingelser
I skal udfylde og sende en ægteskabserklæring, så kommunen kan undersøge, om du og din partner opfylder betingelserne for at blive gift. Kontakt kommunen og evt. også den religiøse menighed, du tilhører, i god tid.
I skal søge digitalt. Den af jer, der logger på selvbetjeningsløsningen først, skal oplyse den anden parts e-mailadresse. Herefter kommer der besked. I skal bruge jeres MitID som underskrift.
Hvis I ikke har mulighed for at betjene jer selv på nettet, kan I få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.
Ud over ægteskabserklæringen kan det blive nødvendigt at vedlægge særlig dokumentation, fx dåbsattest, skilsmissebevilling eller skifteretsattest. Kravene til dokumentationen afhænger bl.a. af, om I er danske statsborgere, og hvor og hvornår I er født.
Hvis du er dansk statsborger
Er I fraskilte, behøver I ikke vedlægge skilsmissebevilling eller -dom, da det er registreret i CPR. Bemærk, at skilsmissedomme normalt først registreres i CPR otte uger efter domsafsigelsen på grund af en ankefrist.
Hvis din tidligere ægtefælle er død, skal du vedlægge skifteretsattest med oplysning om, at fællesboet er skiftet.
Du skal vedlægge dokumentation, hvis dit tidligere ægteskab blev opløst ved en udenlandsk skilsmisse eller død.
På ægteskabserklæringen kan I se, hvilken dokumentation, der evt. også skal bruges.
Udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, skal vedlægge dansk pas eller indfødsretsbevis. Er I født eller døbt i udlandet, skal I vedlægge pas.
Kommunen sikrer sig, at de udenlandske dokumenter er ægte.
Hvis du gifter dig med en udlænding
Hvis den ene af jer er udlænding, skal I muligvis udfylde og aflevere en erklæring om kendskab til reglerne om ægtefællesammenføring i udlændingeloven.
Det gælder, hvis én af jer:
- ikke har dansk indfødsret
- ikke har statsborgerskab i et nordisk land
- ikke har opholdstilladelse efter udlændingelovens paragraf 6-9f eller 9i-9n.
Hvis du er udenlandsk statsborger
Udenlandske statsborgere skal vedlægge pas og bevis for lovligt ophold i form af arbejds- og opholdstilladelse, EU-opholdsbevis, visum eller indrejsestempel. Er I født i Danmark, skal I desuden vedlægge dåbs- eller navneattest.
Du kan få hjælp hos Familieretshuset, hvis du, din partner eller I begge er udenlandske statsborgere.
Udenlandske skilsmissedokumenter og dødsattester skal godkendes af kommunen.
Asylansøgere kan som udgangspunkt ikke blive gift i Danmark. Der kan i særlige tilfælde gives dispensation. Du kan få yderligere information om dispensation hos Familieretshuset.
Hvis du tidligere er blevet skilt ved dom, må du som regel vente med at gifte dig igen til ankefristen er udløbet.
En udenlandsk skilsmisse skal have en retskraftpåtegning. Den dokumenterer, at afgørelsen er endelig, og dermed ikke er anket eller kan ankes, inden ankefristen udløber.
Slægtninge i lige linje, dvs. forældre, børn og børnebørn, samt søskende må ikke gifte sig med hinanden.
Det kræver Familieretshusets tilladelse, hvis to personer vil gifte sig, og den ene har været gift med den andens forælder, barn, bedsteforælder eller barnebarn.
En adoptivforælder må ikke gifte sig med sit adoptivbarn, så længe adoptionsforholdet består.
Er du under værgemål, kan du ikke gifte dig uden din værges samtykke. Du kan klage til kommunen, hvis din værge ikke vil give dig lov til at blive gift.
Du kan ikke gifte dig, hvis du er under 18 år.
For at få anerkendt en udenlandsk vielse, skilsmisse eller dødsattest skal en række betingelser være opfyldt. Som udgangspunkt anerkendes et udenlandsk ægteskab i Danmark, hvis ægteskabet er gyldigt i det land, hvor ægteskabet blev indgået. Der er dog flere undtagelser.
På Familieretshusets hjemmeside kan I læse mere om, hvordan en udenlandsk vielse kan anerkendes i Danmark.
Hvis en af jer har mistet en vielsesattest, kan I gratis få en ny, når den skal bruges som dokumentation.
Alt efter hvordan I blev viet skal I bestille den hos vielsesmyndigheden.
- Vielse på rådhuset eller lignende: I skal bestille eller henvende jer til den kommune, hvor I blev viet.
- Vielse i Folkekirken: I kan bruge selvbetjeningen 'Bestil mistet vielsesattest fra kirken'.
- Vielse hos en tredje myndighed: Kontakt denne.
Du kan klage til Ankestyrelsen over afgørelser om:
- dispensation fra ægteskabsbetingelser
- anerkendelse af en udenlandsk skilsmisse
Du skal sende din klage til kommunen, der videresender klagen og sagens papirer til Ankestyrelsen.
Lovgivning
Skrevet af Social- og Boligministeriet og Familieretshuset
Navneændring
Hvis du har fast bopæl i Danmark, har du mulighed for at søge om navneændring
Hvis du ikke kan få MitID, eller hvis den der skal godkende ansøgningen ikke kan få MitID, så kan I udfylde ansøgningen – til print.
Gælder det navneændring i forbindelse med vielse, skal du anvende blanketten "Navneændring ved vielse til print".
For øvrige navneændringer anvend "Ansøg om navneændring – til print".
Ansøgningsblanket og eventuel kvittering skal sendes pr. brev til det sogn, hvor du bor. Hvis du er født i Sønderjylland, skal ansøgning og eventuel kvittering sendes til fødekommunen i Sønderjylland.
Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn med Find sogn.
Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland.
Hvis du i din ansøgning er kommet til at skrive enten din egen eller anden parts e-mailadresse forkert, kan det ikke rettes, når du har sendt din ansøgning. Din egen e-mailadresse indtastes til brug for kontakt mellem dig og dit bopælssogn (eller hvis du er født i Sønderjylland, den Sønderjyske kommune), der skal behandle din ansøgning.
Bemærk, at hvis en anden parts e-mailadresse er forkert, kan ansøgningen i stedet for medunderskrives via selvbetjeningen her på siden. Vedkommende skal logge sig ind på selvbetjeningen og vælge ”Medunderskriv ansøgning om navneændring med MitID” eller ”Medunderskriv ansøgning om navneændring ved vielse med MitID”.
Du kan også udfylde en ny ansøgning med de rigtige oplysninger.
For yderligere hjælp, kontakt dit bopælssogn, eller din sønderjyske kommune, hvis du er født i Sønderjylland.
Find kontaktoplysninger til dit bopælssogn med Find sogn
Find kontaktoplysninger til de sønderjyske kommuner eller læs mere om registreringer i Sønderjylland.
Ønsker du oplysninger om, hvilken dokumentation, der er brug for, skal du kontakte den myndighed, der skal behandle din ansøgning:
Find kontaktoplysninger til sognet, hvor du bor med Find sogn.
Hvis du er født i Sønderjylland, skal du kontakte kommunen, hvor du er født.
Du kan bestille en attest med MitID.
Hvis ikke du har eller kan få MitID, skal du henvende dig personligt til et kirkekontor. Hvis du eller én i familien netop har fået en navneændring med MitID, får anmelder automatisk tilsendt "Bekræftelse af navn" til anmelders digitale post.
Til din information kan alle myndigheder se, når navneændringen er registreret i CPR.
Du kan sende din klage med bilag til personregisterføreren. Personregisterføreren sender din klage og alle sagens dokumenter til Familieretshuset. Familieretshuset sender dig et brev, når de har modtaget klagesagen.
Personregisterføreren har pligt til at oplyse dig om, hvordan du klager, hvad tidsfristen er, og hvad du kan klage over.
Læs mere om klagemuligheder og hvem der behandler din ansøgning på Familieretshusets hjemmeside.
Lovgivning
Skrevet af By-, Land- og Kirkeministeriet