Midlertidig råden over vejareal
Har du brug for midlertidig parkeringstilladelse i forbindelse med en arbejdsopgave eller, at opstille container, stillads, lift eller andet materiel på vejareal, skal du huske at søge om tilladelse inden
Du skal søge om tilladelse til midlertidig råden, når:
Der er behov for at opstille container, stillads, lift, skurvogne eller andet materiel på vejareal, en midlertidig vejadgang til en byggeplads, eller når du har brug for en midlertidig parkeringstilladelse i forbindelse med et arbejde, du skal udføre.
Ved vejareal forstås vej, fortov, cykelstier, rabatarealer og andre arealer på vejmatrikel.
Midlertidig råden kan påvirke færdslen på vejen, og derfor skal du søge om tilladelse til brug af vejareal, uanset om det er i en kortere eller længere periode.
Ansøgning - det skal du huske:
Når du søger om tilladelse til at bruge vejarealer, er det vigtigt, at du laver en beskrivelse i ansøgningen af, hvad du søger tilladelse til. Du skal tegne arealet korrekt ind på kortet og vedhæfte en skilteplan.
Er det en midlertidig parkeringstilladelse, du søger, skal du huske at opgive nummerpladen/nummerpladerne på de biler, det drejer sig om, i bemærkningsfeltet.
Tilladelse - det skal du være opmærksom på:
Når du får tilladelsen, skal du være opmærksom på vilkårene og de krav, der er til afmærkning af området. Der er forskel på krav til afmærkning, alt efter hvad vejarealet skal bruges til.
Tidsfrister for ansøgninger om midlertidig råden:
Haderslev Kommune har en sagsbehandlingstid på cirka 5 arbejdsdage, hvis det ikke kræver andre myndigheders samtykke. Sagsbehandlingen er længere, hvis det kræves, at der indhentes samtykke.
Private fællesveje
Hvis det er en privat fællesvej, du søger om at bruge, skal du stadig søge om tilladelse.
Du skal dog være opmærksom på, at du derudover skal aftale med vejens ejere om at bruge vejen.