Boligindretning
Hvis du eller dit barn har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, kan du søge om hjælp til nødvendig indretning af din bolig, så den passer bedre til dig og dine, eller dit barns behov.
Godt at vide før du ansøger om støtte til boligindretning
Hvis du eller dit barn har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne kan Haderslev Kommune hjælpe med at vurdere, om nuværende bolig kan anses for at være egnet i forhold til funktionsnedsættelsen, eller om vi kan gøre den egnet med boligindretninger.
En boligindretning kan fx være fjernelse af dørtrin, opsætning af trappelift, ændringer af dørbredder, opsætning af gelænder, automatiske døråbnere og lignende.
Vi har forskellige muligheder for at gøre din bolig bedre egnet med boligindretninger, hvis de er nødvendige.
Ofte vil vi pege på, at du eller familien kan indrette jer anderledes ved fx at flytte om på møbler, bytte om på værelser med mere.
Det er derfor ikke sikkert, at man er berettiget til bevilling af noget specifikt af Haderslev Kommune, men får råd og vejledning til selv at løse de boligmæssige ulemper.
Vores fokus er primært dine eller dit barns muligheder for at fungere i boligen med funktionsnedsættelsen og arbejdsmiljøet for evt. hjælpere. Sekundært tager vi hensyn til familien som helhed.
Du kan søge om hjælp til boligindretning hos Haderslev Kommune, hvis du er bosiddende i Haderslev Kommune og har en varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Det er en forudsætning, at boligindretningerne er nødvendige, og at problemet ikke kan afhjælpes på anden vis, fx ved hjælp af hjælpemidler, hjemmepleje eller at du indretter dig på en anden måde i boligen.
Du kan søge om hjælp til boligindretninger, uanset om du bor til leje, er andelshaver eller ejer din bolig.
Det er servicelovens § 116, der beskriver de lovmæssige rammer for bevilling af hjælp til boligindretning.
Du kan undervejs i ansøgningsblanketten blive bedt om at vedhæfte forskellige dokumenter.
Det kan for eksempel være dokumentation med oplysninger om din eller dit barns funktionsnedsættelse, som for eksempel udtalelser fra læge, fysioterapeut og lignende.
Bliver boligændring bevilget kan du frit vælge, om du vil benytte Haderslev Kommunes tilbud og håndværker, eller om du selv vil vælge håndværker.
Vælger du at benytte dig af retten til frit valg, skal du leve op til en række krav. De specifikke krav vil blive sendt til dig på skrift, hvis du får en bevilling.
Du kan dog højst få refunderet udgifter svarende til udgiften til den håndværker, som Haderslev Kommune har valgt.
Det er en betingelse, at din valgte håndværker er faglært og momsregistreret. Det er dit eget ansvar at sikre dette
Ja, du kan godt vælge andre materialer, end dem som Haderslev Kommune vil bevilge.
I så fald vil du dog kun kunne få dækket udgifter svarende til det valg af materialer, som Haderslev Kommune har peget på.
Det er en forudsætning for bevilling, at du ikke har påbegyndt boligændringerne, før du har fået en bevilling fra Haderslev Kommune.