Hæk- og hegnsklipning langs veje
Det er svært at komme frem på fortove og stier, når hækken ikke er klippet.
Søg for fri passage
Det er vigtigt, at alle kan færdes på fortove, cykelstier og veje i både byer og på landet uden risiko for at komme til skade.
Du skal derfor klippe din hæk og beskære planter og træer, så der er fri passage langs din grund.
Sørg også for, at oversigtsforholdene er i orden, og at grene og blade ikke dækker vejnavneskilte, vejbelysning, færdselstavler og lyssignaler.
Én gang om året
Det er et overkommeligt arbejde, at holde hækken i orden. Hvis du klipper den i juli, er det som regel nok at klippe den én gang om året. Af samme grund kontakter vi normalt først grundejere fra den 5. august, hvis hækken ikke er klippet.
Tag en snak over hækken
Vi går kun ind i sager om manglende hækklipning og beskæring af beplantning, hvis der er risiko for, at trafikanter eller køretøjer kommer til skade.
Synes du, at naboen burde gribe sav eller saks, er den bedste løsning ofte at tage en snak over hækken. Tilbyd eventuelt at hjælpe dine naboer, hvis det er ældre mennesker, der har svært ved at holde deres hæk lige så flot som din.
På landet
Som en service klipper vi de levende hegn langs vejene på landet 1. gang årligt. Hvis hegnene giver problemer for trafikafviklingen mellem at vores maskiner kommer forbi, er det lodsejerens ansvar at klippe hegnet.
Hvis du undlader at klippe hæk, levende hegn og beplantning, kan kommunen få arbejdet udført på din regning.