Åbningsfest på Aarø Naturø
Kom med til et væld af aktiviteter på Aarø og i Aarøsund. Vi markerer opstarten af projektet Aarø Naturø, søndag den 13. april 2025 klokken 9.30.

Aktiviteter hele dagen
Til åbningsfesten kan du komme med på guidede ture, høre foredrag, se en udstilling, lave din egen vinstok og meget mere.
Festen starter 9.30 med kaffe og rundstykker på havnen på Aarø. Fra klokken 9.40 til 16 kan du deltage i forskellige aktiviteter på Aarø og i Aarøsund.
Du kan tage færgen gratis hele dagen indtil klokken 15 (gælder for cyklister og gående).
Program
Formand for Vækst- og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune, Børge Koch, sætter dagen i gang sammen med Lene Rydal Jørgensen fra Nordea-fonden.
Mødested: Aarø Havn, kræver ikke tilmelding.
Mød Nordea-fonden til sparring på din projektidé. Lene Rydal Jørgensen fra Nordea-fonden deltager til åbningseventet og er til rådighed for sparring for deltagende foreninger og organisationer.
Mødested: Aarø Havn ved servicebygningen, kræver ikke tilmelding.
Kom med på en naturvandring på ca. 3 timer under temaet plante- og dyreliv på Aarø. Vi kigger på blomster, marsvin, sommerfugle, fugle og andre dyr alt efter vejret i ugerne op til turen. Gummistøvler, vand og madpakke anbefales og evt. kikkert hvis man har.
Turen er guidet af Jesper Tofft, der er en rutineret naturguide. Han har udgivet bøger, bidrag til bøger, artikler, rapporter mv. om landskab, natur, fugle, kunst og kultur - af både populær og videnskabelig karakter.
Mødested: Aarø Havn ved servicebygningen, kræver ikke tilmelding.
Hør tre oplæg om, hvordan naturen med fordel kan benyttes i indsatser med unge i mistrivsel.
Oplæg 1: Ida Lousen, Syddansk Universitet, forsker i naturbaserede indsatser. Hun har særligt fokus på mental sundhed og vil dele nyeste viden om naturbaserede indsatser og blandt besvare spørgsmålene: Hvad ved vi? Hvad virker? Hvor god effekt har det? Hvilke mekanismer ligger bag? Hvordan måler vi det?
Oplæg 2: Markus Trudsøe Tarris arbejder som underviser og pædagog i Nyborg Ungdomsskole. Han har erfaring fra et pædagogisk miljø, som samler sårbare og udfordrede unge op. Han vil hjælpe med at blive skarpere på at komme ud i naturen både med forslag til gode aktiviteter, men også hvordan man bedst faciliterer dem. Hvordan kommer man godt afsted? Hvad kræver det af den voksne? Og hvad hvis vejret er dårligt?
Oplæg 3: Henrik Møller er privatpraktiserende psykolog fra Haderslev, der bruger naturen til behandling af stress, angst og depression. Aktuelt er der naturbaserede forløb i gang med unge fra Haderslev Kommune på Stensbæk Kursted ved Gram, der har sin egen terapihave. Den er bygget efter principper fra Terapihave Nacadia i Hørsholm, som forskere fra Københavns Universitet har udviklet. Henrik vil fortælle om Stensbæk Terapihave og de tanker der gøres om, hvordan mennesker kan benytte den både som klient og besøgende.
Arrangementet afsluttes med at vi sammen prøver friluftsterapi i naturen.
Mødested: Aarøhus (forsamlingshus), Aarø 182, kræver tilmelding.
Ønsker du at have en have, hvor du om efteråret kan gå ud og plukke dine egne vindruer? Så kom forbi Vingården og lav din egen stikling, som du kan tage med hjem og plante i din have eller drivhus. Vinbonden viser og fortæller hvordan man gør, inden man selv vil få lov til at lave sin egen.
Mødested: Årø Vingård, Aarø 210, kræver ikke tilmelding.
Aarø Haven ligger syd for campingpladsen og er en fælleshave for beboere på Aarø.
Fra 11-13 vil Yvonne Callesen holde åbent i haven og fortælle om stedet. Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage.
Mødested: Aarø Haven, Aarø 254, kræver ikke tilmelding.
Kasper Mikaelsen, Afdelingsleder i Trafik, Anlæg og Ejendomme i Haderslev Kommune fortæller om projektet Aarø Naturø.
Kom og hør om de bygninger og anlæg, der er en del af projektet og få en status på, hvor langt vi er.
Mødested: Servicebygningen på Aarø Havn, kræver ikke tilmelding.
Du bliver afhentet ved færgen med ”raketten”, som er en traktortrukket bus med lav indstigning. Dine værter er Ole fra Aarø Bryg og Olav fra Aarøs Perle.
På en ca. fem kvarters køretur rundt på Aarø deltager du i ølsmagning af seks forskellige øl, fortælling om øllet, bryggeriet, og øen og ser de steder, som har lagt navne til vores øl.
Vi besøger også fugletårnet, der er en del af projektet Aarø Naturø.
Undervejs serveres rustik og lækker tapas madpakke.
Mødested: Ved færgelejet på Aarø, kræver tilmelding.
Pris: Kr. 359,- pr. deltager
Kontakt: Ole Dam på 23 48 48 90
Tag med Gitte Andersen ud at samle ting i naturen.
Medbring en gulvspand, forstørrelsesglas / lup, saks, æggebakke samt tøj og fodtøj til aprilvejret og et siddeunderlag.
Mødested: Ved Servicebygningen på havnen, kræver ikke tilmelding.
Kontakt: Gitte Andersen på telefon 22 82 44 18 eller dinnaturvejleder@gmail.com
Guidet gåtur med formanden for Aarø Landvindingslav, Bjarne Jepsen.
Bjarne fortæller om de oversvømmelser, der gav anledning til, at der blev bygget diger rundt om hele øen. Det foregik bla. under 1. Verdenskrig, hvor tyskerne satte russiske krigsfanger til at bygge diger.
Han fortæller også om tankerne om naturgenopretning af de tørlagte arealer, til gavn for klima, vandmiljø og biodiversitet og hvilke fuglearter man kan forvente at få tilbage hvis strandengen genskabes. Vi kommer rundt på den nordlige del af øen og besøger fugletårnet.
Mødested: Aarøhus (forsamlingshus), Aarø 182, kræver ikke tilmelding.
Foredrag om den gamle postrute via Assens-Aarøsund, krigsskibe under 1. Verdenskrig og andre spændende historier fra Aarøsund.
Foredraget starter kl. 14. Der er kaffe på kanden og en lille udstilling af historiske effekter og fotos.
Mødested: Medborgerhuset Aarøsund Havn 19, kræver ikke tilmelding.
Flemming Rendbo er blevet kaldt “Manden, der maler på ting”. Han har forkærlighed for rustikke materialer.
Drivtømmer, møbeldele, loppetorvsfund og meget andet tages i anvendelse til de spøjse værker, der ofte rummer en finurlig humor. Motiverne er ofte hentet i litteraturens, filmens og musikkens verden.
Mødested: Aarøsund Galleri, Færgevej 33, kræver ikke tilmelding.
Aarø Naturø realiseres af Haderslev Kommune med støtte fra Nordea-fonden.