Haderslev Fjord modtager 2,3 millioner kroner til naturgenopretning
Fjordfonden uddeler 10 millioner kroner til naturgenopretning til fem danske fjorde. Haderslev Fjord er en af de fjorde, der modtager penge, i alt 2,3 millioner kroner.

Fjordfonden har i dag offentliggjort, hvilke danske fjorde der modtager de første støttekroner fra fonden, der blev stiftet i 2024. Haderslev Kommune er blandt de kommuner, der får del i midlerne.
Naturen er under pres i de danske fjorde, og Haderslev Fjord er ingen undtagelse. Haderslev Kommune oprettede derfor i 2023 det såkaldte fjord- og damsamarbejde med forsyningsselskabet Provas, landbrugsorganisationen Spiras, Sønderjysk Sportsfiskerforening og Danmarks Naturfredningsforening.
Parterne i samarbejdet har et fælles mål om at genoprette Haderslev Fjord og Dam og sikre en god økologisk tilstand. Det betyder blandt andet, at man i øjeblikket er i gang med at analysere og kortlægge, hvad det præcist er, der presser tilstanden i vandmiljøet. Arbejdet med at analysere årsagen til iltsvind i Haderslev Fjord ledes af SEGES Innovation i samarbejde med Aarhus Universitet.
Midlerne fra Fjordfonden gør, at man nu kan sætte endnu mere skub i arbejdet.
Læs mere om arbejdet med Haderslev Fjord og Dam.
Om Fjordfonden
Med et mål om at udvikle og genoprette de danske fjorde, blev Fjordfonden i 2024 stiftet med en støtte på 50 millioner kroner fra den fynske virksomhed United Shipping & Trading Company (USTC). Nu er de første 10 millioner fordelt blandt fem modtagere med projekter i hele Danmark. Og en del af pengene tilfalder lokalt projekt I Haderslev Fjord.
Siden Fjordfonden blev stiftet i slutningen af 2024, har 20 danske fjorde haft mulighed for at søge støtte til naturgenopretningsprojekter. De 20 danske fjorde, som kvalificerer sig til ansøgningen, er udpeget af Miljøministeriet som steder, hvor vandmiljøet skal være markant forbedret om tre år.
I dag kan de første seks projekter i fem danske fjorde se frem til at modtage samlet 10 millioner kroner. Støtten tildeles projekter, som er målrettet vidensdeling og naturgenopretning med henblik på at bringe fjordene tilbage i god økologisk stand.