Vand fra Årø Vandværk bør koges
Der er fundet colibakterier i drikkevandet fra Årø Vandværk. Vi anbefaler, at forbrugerne koger vandet indtil videre.
Vi har den 29. oktober taget prøver af drikkevandet fra Årø Vandværk. Prøverne har vist, at der er colibakterier i vandet.
Vi anbefaler derfor at vandet koges, inden det drikkes eller bruges til madlavning.
Årø Vandværk er i gang med at undersøge, hvor forureningen kommer fra. Når forureningskilden er fundet og fjernet, udtager vi nye vandprøver.
Årø Vandværk orienterer forbrugerne, når vandet igen er rent.
Kogeanbefaling til forbrugerne:
Der er bakterier i drikkevandet – det anbefales, at du koger vandet.
- Da en prøve udtaget af vandet fra vandværket har vist indhold af bakterier, anbefales det, at alt vand, der skal bruges til drikkevandsformål, koges inden brug.
Hvordan skal vandet koges?
Det er vigtigt at:
- Vandet varmes op til 100 oC i 2 minutter.
- Vandet skal således ”spilkoge”, hvorved de fleste mikroorganismer bortset fra enkelte virus og sporer dræbes eller gøres inaktive.
Hvornår skal vandet koges?
Skal vandet koges før brug i madlavning?
- Det forurenede vand må ikke drikkes - kog vandet først.
- Hvis vandet ikke lugter grimt, kan det sagtens bruges til kogning af kartofler m.m., for bakterierne dør efter kort tids kogning.
- Vandet må ikke bruges til skylning af grøntsager, der skal spises rå. Hertil skal der bruges kogt vand.
- Hvis vandet koges i en elkedel, skal vandet koges op 2 gange med 2-5 minutters mellemrum.
Skal vand til personlig hygiejne koges?
- Tandbørstning skal ske med kogt vand.
- Vandet kan godt bruges til bruse- og karbad, vær opmærksom på at børn ikke drikker vandet.
- Hænderne kan vaskes som sædvanligt, men før madlavning bør hænderne vaskes i kogt, afkølet vand.
Skal vand til opvask koges?
- Man må godt bruge vandet til opvask med opvaskemaskine.
- Opvask i hånden skal foregå med kogt vand, da der kan ske smitte via hænder eller genstande.
Skal vand til tøjvask koges?
- Hvis vandet ikke er uklart eller misfarvet, kan det godt bruges til maskinvask.
Skal vandet koges før brug i kaffemaskiner?
- Ved fremstilling af kaffe eller varmt vand i kaffemaskiner opnår vandet normalt ikke en temperatur på 100 oC i 2 minutter. Derfor bør vand, der bruges i kaffemaskiner, ligeledes koges først.
Må jeg bruge vandet til at vande urtehave?
- Ja. Salat og andre grøntsager, der spises rå, skal dog skylles med kogt vand, inden de spises.
Må husdyr drikke vandet?
- Ja