Gå til hovedindhold

Hvad sker der, når jeg bliver 18 år?

Hvis du er ung og har et handicap eller har særlige behov, er der flere ting, du skal være opmærksom på, når du bliver 18 år. Her kan du få overblik over, hvad der ændrer sig, når du bliver myndig.

Indhold

    Der kan være mange spørgsmål, når man er ung og har et handicap eller behov for særlig støtte - særligt, når du fylder 18 år og dermed bliver myndig.

    Nogle kan opleve, at jo større handicappet eller det særlige behov er, jo større er bekymringen for voksenlivet. Hos andre er handicappet/det særlige behov og situationen helt anderledes.

    Uanset omfanget af bekymring eller handicap, så sker der lovgivningsmæssigt en del, når man bliver 18 år og myndig.

    Ud over retten til selv at bestemme, træder også nye regler i lovgivningen i kraft.

    Den største ændring er nok, at det fremover vil være dig selv og ikke dine forældre, der er involveret i din sag i kommunen. Det er dig selv, der skal træffe beslutningerne, ansøge om støtte og deltage i møder mv. 

    Her på siden får du et overblik over det, som ændrer sig, når du som ung har et handicap og er på vej til at blive myndig.

    Vigtige opmærksomhedspunkter

    Lovgivningen ændrer sig markant, når du bliver 18 år og myndig:

    • I grove træk stopper alle bevillinger og støtte, hvis du har sådan nogle. Nye skal søges og fagpersoner hjælper dig på vej
    • Du har fortsat mulighed for at modtage hjælp og støtte fra kommunen, men reglerne er anderledes
    • Hvis du på grund af dit handicap eller særlige behov har en sag i Familieafdelingen, vil en socialrådgiver i Voksenafdelingen blive inddraget allerede fra dit 15. år i forhold til at lette overgangen til Voksenområdet, når du fylder 18 år. Når du fylder 18 år, er det nemlig ikke dig og dine forældres sag længere. Nu er det din sag
    • Ansvaret bliver dit - ikke dine forældres
    • Du får en ny sagsbehandler

    Vi hjælper dig! Enten via vores børne- og ungerådgivere i Familierådgivningen eller via den erhvervs- og uddannelsesvejleder, der er tilknyttet din skole.

    Er du blevet 18 år, er der også hjælp at hente hos Vejviseren.

    De familier og unge, der har tilknyttet en børne- og ungerådgiver i Familierådgivningen, vil allerede blive inddraget i overgangen til voksenlivet via møder fra den unges 15. år – det sker dog kun for de unge, der allerede har en børne- og ungerådgiver i Familierådgivningen.

    Har du ikke har en børne- og ungerådgiver i Familierådgivningen, vil du blive hjulpet på vej af din uddannelses- og erhvervsvejleder.

    • Hvis dine forældre har modtaget tabt arbejdsfortjeneste, ophører dette. Forældre har ikke længere pligt til at forsørge sit barn og kompensationen for tabt arbejdsfortjeneste vil derfor også bortfalde, når du bliver 18 år
    • Aflastning
    • Merudgifter

    På voksenområdet starter en stor del af støtten hos Vejviseren. Herunder vurderingen af, om du kan støttes i egen bolig eller om du har brug for at ansøge om et botilbud

    Vejviseren hjælper dig med at få et overblik over tilbud og muligheder, hvis du ikke trives eller har udfordringer, der gør livet svært. Det kunne være ensomhed, angst, det sociale liv, følelser, stress og andre udfordringer.

    Du kan kontakte Vejviseren på telefon: 21 12 57 24.

    I Vejviseren finder vi sammen ud af, hvordan vi sammen hjælper dig bedst muligt. Vejviseren hjælper også med at finde ud af, om der skal søges om visiteret støtte til dig.

    Læs mere om Vejviseren.

    Hvad med uddannelse, job og økonomi, når jeg er ung og har et handicap?

    Man kan sagtens tage en uddannelse, når man har et handicap. Det er der rigtig mange, der gør. Som for alle andre øger uddannelse nemlig chancerne for at få et job. Derfor er både den grundlæggende uddannelse såvel som efter- og videreuddannelse vigtig.

    Som alle andre unge under 25 år i Danmark har den unge med et handicap også tilknyttet en uddannelsesvejleder. Læs mere om uddannelses- og erhvervsvejledning for unge.

    Hvis du har behov for støtte i forbindelse med din uddannelse, er det uddannelses­institutionen, du skal henvende dig til. 

    Eksem­pler på støttemuligheder er:

    • Hjælpemidler
    • Praktisk hjælp
    • Specialpædagogisk støtte

    På alle SU-berettigede videregående uddan­nelser kan studerende, der på grund af deres handicap ikke kan varetage et studiejob, udover den almindelige SU, søge et handicaptillæg.

    Læs mere om handicaptillægget på su.dk.

    Hvis ikke der findes et ordinært uddannelsesforløb, kan du måske være i målgruppen for STU. Det er en særligt tilrettelagt uddannelse, hvor der bliver taget hensyn til det individuelle handicap og behov. 

    Det er din uddannelsesvejleder, der indstiller dig til et STU-forløb.

    Hvis du optages på STU, får du tilknyttet en rådgiver fra Jobcenteret, når du fylder 18 år og du vil kunne søge uddannelseshjælp. Uddannelseshjælp ligger under Aktivloven og er tiltænkt unge, der ikke får udbetalt SU eller er selvforsørgende via arbejde.

    Den forberedende grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, der endnu ikke er parate til at gå i gang med eller gennemføre en anden ungdomsuddannelse.

    FGU er en uddannelse, der forbereder den unge på at gå i gang med en ungdomsuddannelse eller at komme i job. Uddannelsen kan indeholde både praktisk og boglig opkvalificering.

    Det er din uddannelsesvejleder, der indstiller dig til et FGU-forløb. 

    Såfremt du ønsker FGU, skal din uddannelsesvejleder lave en plan for indholdet af grunduddannelsen – en KUI-plan. Du får en skoleydelse, når du er indskrevet på FGU.

    Jobcenteret kan sammen med dig undersøge, hvad dit handicap betyder for mulighederne for at kunne varetage uddannelse og arbejde.

    Det er eksempelvis gennem en virksomhedspraktik eller kortere kurser, hvor vi sammen arbejder på at støtte dig i at kunne uddanne dig og varetage et arbejde - eventuelt med hjælpemidler eller andre støtte- og kompenserende ordninger. Vi ser på, om det er muligt at uddanne dig eller arbejde på almindelige vilkår, eller om der er begrænsninger, der kan pege på løsninger som et fleksjob, et ressourceforløb eller eksempelvis førtidspension.

    Hjælpen i forhold til beskæftigelse og forsørgelse ligger i Haderslev Kommunes Jobcenter og Ydelsescenter. Der er der mange muligheder for at tilbyde dig skræddersyede forløb – også̊ på tværs af vores fagområder – så̊ tilbuddene bliver en helhedsorienteret indsats.

    Læs mere

    DUKH - Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (dukh.dk)
    Handicaptillæg (su.dk)
    Psykiatri (regionsyddanmark.dk)

    Åbningstider

    Fremmøde

    Mandag 10:00 15:00
    Tirsdag 10:00 15:00
    Onsdag 10:00 15:00
    Torsdag 10:00 17:00
    Fredag 10:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben

    Christian X's Vej 39, Indgang A, 6100 Haderslev

    74 34 10 54

    Telefontid

    Mandag 09:00 15:00
    Tirsdag 09:00 15:00
    Onsdag 09:00 15:00
    Torsdag 09:00 17:00
    Fredag 09:00 13:00
    Lørdag Lukket
    Søndag Lukket

    Lukket Åben